Væksthusmester Theodor Bølsterli giver denne gang gode råd om vanding af havens grøntsager, planter og blomster. Du får også svaret på, om dine planter kan klare sig uden pasning i de tre uger, du er på ferie.

Foråret 2008 var det mest solrige siden 1920. Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i 663 timer. Det er 182 timer eller 38 procent mere end normalt. Efter sol, sol og atter sol, viste DMI's tørkeindeks sidst i juni 9,97 for landet som helhed, og kommer det op på 10, så rækker tørkeskalaen ikke længere. Så ér det tørke.

Selvom man plejer at blive træt af, at høre landmændenes klynken om for lidt nedbør, så er det nok de færreste haveejere, der ikke inderst inde alligevel har en forståelse for landmændenes frustration. For når regnen er udeblevet i over fem uger, som det var tilfældet sidst i juni, så sætter det også sit præg på blomster, bærbuske og grøntsager i haven, med mindre man har vandet tilstrækkeligt. Det har været tørt længe - meget længe.

De bedste betingelser for en frodig have er et omskifteligt vejr med sol og regn og temperaturer på 18-25 grader. Det er rigtig voksevejr.

Når temperaturen kommer op på 30 grader, hænger planterne - de nærmest sover og prøver bare at overleve. De har altså ingen vækst, i stedet bruger planterne energien på at holde sig status quo.

Temperaturen kan vi ikke rigtigt gøre noget ved, men vi kan vande vores planter, når regnen udebliver. Men der skal meget vand til, og det er lidt op til ens temperament, hvor meget vand man vil "ofre".

I foråret hvor solen har været fremme konstant, fordamper der cirka fem millimeter vand fra jorden om dagen. For at erstatte den fordampning gennem flere dage, skal der langvarig regn til - eller massiv vanding.

Har man opsamlingsbeholdere til regnvand, er det jo gratis - men der er den hage ved det, at når det regner, har man vand i beholderen, og når regnen udebliver, og man virkelig har brug for at vande, får man hurtigt opbrugt vandet.

Vand på det rigtige tidspunkt

Det er bedst at vande om aftenen, så når vandet nemlig ikke at fordampe, inden det trænger ned i jorden. I en tørkeperiode, skal der meget vand til - håndvanding rækker slet ikke. Brug i stedet en havevander, og lad den stå en halv time - hvert sted. Ellers giver det ikke nok.

I den tørre periode bliver jorden nærmest limet sammen. Det gør, at når man vander - eller hvis regnvejret endelig kommer - at vandet bare skylles væk. Derfor er det en rigtig god ide, at kultivere jorden inden man vander - eller hvis man ved, at det skal til at regne. For når jorden er kultiveret og fuld af furer, så kan overfladevandet lettere trænge ned til rødderne.

Når du gøder i løbet af sommeren, så husk at gøre det umiddelbart før du vander - eller lige inden du ved, at regnvejret sætter ind.

Krukker

Krukker med blomster og krydderurter skal altid vandes. Også selvom sommervejret byder på regn, for krukkerne kan ikke opsamle nok vand. Men når det er meget tørt, skal de have vand oftere.

Normalt vander man sine krukker én gang om ugen. Men i en periode, der nærmer sig tørke, skal de vandes mindst to gange om ugen. Og når man vander så ofte, skylder man gødningen ud, så derfor skal man også huske at gøde ekstra.

Roser

Normalt får man mest ud af at vande om aftenen - det giver en mindre fordampning, så planterne får glæde af vandet. Men lige når det gælder roser, er det anderledes.

Det hedder sig, at roser skal "gå tørre ind i natten". Det siger man fordi, de kan udvikle svampesygdomme, hvis de står våde, når natten nærmer sig.

Derfor bør man vande sine roser tidligt om morgenen, hvor fordampningen stadig ikke er så høj.

Stauder

Nyetablerede stauder bede skal vandes jævnligt, for at de får mulighed for at etablere sig. Men ældre stauder har rødderne langt nede i jorden, så de skal nok klare tørken.

De vil selvfølgelig ikke være så frodige men derimod hænge noget med hovedet i en tørke-periode. Så det er en vurderingssag, om man vil ofre vand på sine stauder.

Bær og frugtbuske

Den hårde sol og den massive mangel på regn kan få jordbærplanter og frugtbuske til at abortere - altså frastøde nogle af deres frygter. Det kan også ske, at frugterne tørrer ind og tvangsmodner, så det bliver til bittesmå bær.

Hind bær, der ikke er nyetablerede, skal nok klare sig, for de har dybe rødder. Det er værre med jordbærplanter, de trænger virkelig til ekstra vand i tørre perioder.

Den meget varme forsommer, kan altså være årsag til, at høsten bliver mindre. Men mindre jordbær er ofte mere smagsfyldte. Derfor gør det nok ikke så meget i den private have - mens de store avlere hellere vil have store bær, der fylder mere og er nemmere at plukke.

Grøntsagshaven

Det har været svært at få de nysåede grøntsager etableret i år. Håndvanding kan aldrig erstatte den regn, der kommer oppefra. Hvis grøntsagerne skal op af jorden, skal der intensiv vanding til.

Kartofler kan godt tåle tørke i en periode, men de vokser ikke så meget under tørken. Hvis man vil kunne høste kartofler, er det derfor en god ide at vande dem, mens de blomstrer. Det er nemlig det tidspunkt, hvor de sætter knolde.

Hvad gør man, hvis det vælter ned?

Hvem ved - måske bliver juli våd, og hvad gør man så? Hvis det bare regner og regner, kan man faktisk ikke gøre ret meget. Men der er en del planter, der har godt af en masse regn oven på den tørre solrige periode. Det er bønner, squash, agurker og tomater. De har vokset lidt langsomt under tørken, men de skal nok sætte bælg eller frugt, hvis regnen kommer.

Derimod har kartoflerne ikke godt af den langvarige regn. Sidste år var der mange kartofler, der rådnede op på grund af regn. Men man kan jo ikke rigtigt gøre noget ved det.

Selvom regnen kommer, må man ikke glemme, at planterne skal vandes regelmæssigt. For en lille smule regn kan slet ikke kompensere for tørke i længere tid.

På ferie i tre uger - hvad gør man inden, man tager af sted?

Kan planterne overhovedet klare sig i tre uger uden tilsyn? Det er der nok rigtig mange, der håber på. Og det kan også lade sig gøre.

De ting, der er etableret, skal nok klare sig. Men det er vigtigt at gå haven godt igennem, inden man forlader den for en tre ugers periode. Lug grundigt, kultiver jorden og giv vand. Sørg for at haven er i optimal stand, når I forlader den.

Det ukrudt, der er småt nu, blive kun større. Regner det i den periode, du er væk, bliver det rigtigt stort - og når måske at sætte frø.

Derfor er det en god ide at bruge sine sidste kræfter på at luge haven, inden man drager af sted til fjernere himmelstrøg.

Krukker og ampler

Ampler har sværest ved at klare sig i tørken. De skal vandes ofte.

Tag ampel-planterne ned og flyt dem sammen med krukkerne til en øst eller nordside. Ampelplanter har sværest ved at passe sig selv i tre uger, men hvis de står et skyggefuldt sted sammen med krukkerne, kan det gå. Sæt eventuelt en parasol op, der skåner planterne lidt for solen.

Derefter giver man en gang gødning og vander godt, så skal de nok klare sig. Men man kan ikke forvente at planterne strutter af friskhed og har masser af blomster, når man kommer tilbage efter tre uger. Men de lever.

Krukkerne kan godt klare sig uden pasning mens de rejser på ferie i tre uger. Stil dem på en øst- eller nordvendt plads evt. i et lavt kar med et par centimeter vand i. De lever efter ferien, men regn ikke med at de står flot og frodigt.

Man også sætte krukkerne på en fiberdug, der kan holde lidt på fugten, eller sætte dem op i et lavt kar med tre til fem centimeters vand i bunden. Det giver også lidt ekstra. Men vil man være sikker på, at planterne trives i de tre uger, man er væk, så er godt naboskab er nok den bedste måde, at sikre det på.

God fornøjelse!

Theodor Bølsterli giver flere gode råd til haven, her på hjemmesiden.

Gode råd af:
Theodor Bølsterli
Gartner, væksthusmester Københavns Universitet, Det Biovidenskabelige Fakultet

HavekalenderFå din egen kalender, der viser ting du kan gøre i haven.
BelægningerUndgå generende og grimme alger på dine belægninger.
Nyhedsarkiv
Nyheder
Printvenlig version af siden
Anlægsgartner Heino Vistisen   ·   Skovmøllevej 6, 4700 Næstved   ·   Tel: 5576 1754   ·   CVR: 16864994
techCMS