Det er stadig varmt og med den rette indsats, kan man stadig holde sommerblomsterne flotte. Det er tid til at høste afgrøderne fra køkkenhaven - men man kan også nå at så noget nyt.
Vi har stadig to gode måneder endnu, for både i august og september kan vi få nogle milde dage. Dagene bliver kortere. Det giver en mindre vandingsbehov, og hvis man giver gødning kan man bevare frodigheden i planterne. Man kan også så nye planter i august. Det er de færreste, der gør det, men det kan altså sagtens nås.
Hvis sommerblomsterne så lidt kedelige ud, da du kom hjem fra ferie, så er der råd for det. Naboen har måske kun vandet med vand, vand og atter vand. Og så skyller næringen ud af jorden - særligt i potterne. Men det er der råd for, giv gødning og klip det visne af. Hvis sommerblomsterne er meget udpinte, så klip dem ned til en højde på fem - ti cm. Hvis man klipper sommerblomsterne tilbage her i starten af august, kan nå at etablere sig igen med blomster i løbet af et par uger. På de sommerblomster, der ikke er helt udpinte, kan man nøjes med at fjerne alle de visne blomsterskude. Grøntsagshaven - høst Nu er det tid til at høste - mange har nok høstet og nydt de nyopgravne kartofler i nogen tid. Og de tidlige kartofler skal da heller ikke gemmes, de skal spises og nydes løbende. Først i august er det tid til at sylte rødbederne - ligesom de kan spises rå og kogte i salater. De rødbeder og andre rodfrugter - persillerod, pastinak, gulerødder og kartofler - man ikke vil nyde nu, men gemme til vinter, skal man lade blive i jorden indtil videre. Grav dem endelig ikke op, før du mener, at der går frost i jorden. For indtil da, er det den bedste opbevaringsform. Så længe at der er let frost, kan man eventuelt også lægge mere jord over dem - men de skal op inden frosten sætter ind, hvis man vil have glæde af dem. Når de er gravet op tages det værste jord af - de må endelig ikke vaskes. Skær alle de grønne dele væk, for de kan være årsag til, at der går råd i dem. Læg dem i hvide grøntsags kasser, det beskytter mod den første frost ned til 5 grader. Ellers kan man stille dem i en jordkælder eller i en garage - hvor temperaturen helst skal være omkring 5 grader. Husk at kontrollere grøntsagerne en gang imellem. Hvis nogle begynder at rådne smides de ud. Bønnerne skal plukkes, derefter blancheres - altså have et hurtigt opkog - og fryses ned i poser. Løgene tages op inden frosten - flet dem, og lad rankerne hænge til tørre under et halvtag eller i drivhuset. Krydderurterne Hvis man har masser af krydderurter, behøver de ikke at gå til spilde. Inden frosten sætter ind kan man plukke det - det meste, som for eksempel basilikum, timian etc. tørres i drivhuset eller under et halvtag. Når de så er tørre, så kan man nulre bladene af, og opbevare de tørrede dele i en pose eller en lille kasse. Persillen plukkes, vaskes og hakkes. Derefter kan man fryse det ned i isterningebakker. - Så har du en portion til din vintersuppe - det giver lige et pust af sommer en mørk novemberdag. Der er det pragtfuldt at kunne tage noget af ens egen afgrøde ud af fryseren. Så nye afgrøder i din køkkenhave I starten af august kan man så salater, dild, spinat og glaskålrabi. Læs artiklen fra maj, hvor du kan læse meget mere om, hvilke salater, der egner sig til så i august. Inden du kan så den nyhøstede jord, så fjern de gamle plantedele fra forrige høst. Grav kompost og gerne naturgødning eller NPK ned. Husk at blande gødningen og komposten godt med jorden, eller bliver rødderne på de nye planter brændt af. Efter en grov gravning og kultivering er jorden klar til årets anden afgrøde. Der er mange forskellige typer af salater, og nogle af dem egner sig til at så nu. Sår man salat nu er det faktisk muligt at kunne høste salat helt ud på vinteren. Derudover kan man så glaskålrabi. Det er en afgrøde, der ikke er så kendt i Danmark, den er derimod meget populær syd på. Køb frøene på planteskolen. Den smager pragtfuldt kogt, skåret i skiver og med hvid sovs. Så kan man sagtens nå at få et godt udbytte, hvis man sår radiser spinat. Tid til etablering af jordbærbed Nu er det tidspunkt for etablering af jordbærbed, hvis du vil høste jordbær næste år. Hvis man har planter, der er to til tre år gammel, er det på tide at tage nogle af aflæggerne og sætte dem i et nyt bed - gerne et andet sted - for eksempel, der hvor kartoflerne har været. Det lønner sig. Hvis man ikke har jordbær i forvejen, må man finde et sted, hvor man kan få aflæggere - vælg gerne to sorter - en tidlig og en sen. Så kommer jordbærerne ikke på én gang næste år. I stedet for at plante aflæggerne direkte i jorden, kan man forkultivere dem. Det vil sige, at man planter dem i små potter, holder øje med dem - og planter dem ud sidst i august. Det giver dem et par uger i potten, hvor de virkelig kan etablere sig. I øvrigt er det lettere, når de står samlet, at få vandet dem godt, hvis det tørre vejr fortsætter. Et godt råd: - Kog flere rødbeder end du skal bruge på én gang. Det er nemlig lettere at koge alle på en gang - og når de er kogte, er de lette at smutte skralden af. Put resten i en pose - de kan holde i op til tre uger i køleskabet. God fornøjelse! Theodor Bølsterli giver flere gode råd til haven, her på hjemmesiden.
Gode råd af: Nyheder
Anlægsgartner Heino Vistisen · Skovmøllevej 6, 4700 Næstved · Tel: 5576 1754 · CVR: 16864994
|
| techCMS |