Væksthusmester Theodor Bølsterli giver gode råd om at plante frugtbuske og spalier-træer.
- September er en rigtig god tid til at plante frugtbuske, hvad enten man vil have solbær, ribs, stikkelsbær. Køb planterne hos planteskolerne - det er nok med én af hver, hvis det er til en familie på fire, for buskene giver godt udbytte, når de først har etableret sig lidt, siger Theodor Bølsterli. Frugtbuske stiller ikke de store krav, fortæller han. Hvis man vælger et sted, som er solbeskinnet til halv-skygge, så trives de bedst. Det er godt, hvis jorden er veldrænet. Er den hård, graves den igennem, inden du planter. Typisk køber man planterne i en potte. Tag dem ud af den, og grav hullet to til tre centimeter dybere, så pottejorden bliver dækket helt til, når man graver den ned - og så husk at hold det ukrudtsfri. - Man skal ikke gøde her i efteråret, for så får planterne for meget kvælstof, og så klarer de måske ikke vinteren, siger Theodor Bølsterli. Men hvis jorden er mager og sulten, er det en god ide at tilsætte kompost eller spagnum, så der kommer lidt næring i jorden. Desuden forbedrer det jordstrukturen. Jorden trænger til kompost eller spagnum, hvis den er leragtig, gullig og porøs og har en tæt struktur. Men hvis jorden er mere næringsrig - det vil sige, at strukturen ikke så tæt, at den er mere brun, dog gerne med lidt ler - så skal du ikke tilsætte noget. Undgå ukrudt Man kan slippe for at luge så meget, hvis man lægger træflis. Men det vigtigt, at man ikke lægger helt frisk bark. - Forrådnelsesproces starter nemlig i det helt friske bark, og det tager energien fra jorden, som vi jo hellere vil have at planterne får, siger Theodor Bølsterli. Derfor foreslår han, at man vælger flis, der har ligget i nogen tid - eller at man køber deco-flis. Det er tørt og ikke aktivt. Hindbær Man kan vælge at plante tidligere eller sene hindbær. De sentbærende hindbær, som giver frugt sidst i august indtil frosten, er ormefri, da de insekter, der lægger æg i hindbærerne ikke er der på det tidspunkt, hvor de blomster. Der er to sorter - den ene hedder Autum Bliss og Polka. Theo Theodor Bølsterli fortæller, at disse to sorter samtidig er lette at holde, da de bare skal klippes ned, når de har båret frugt. Andre sorter, der giver bær tidligere, har det bedst med at man klipper de stængler af, som har båret frugt - mens de andre skal blive, da de giver frugt næste år. - Samtidig er både Autum Bliss og Polka store aromatiske bær, og buskene giver godt, siger Theodor Bølsterli. - Og det er noget af det bedste, man kan plukke i sin have. Man køber hindbærplanterne som ranker, og sætter ca. tre pr. meter. Mellem rækkerne skal der være halvanden til to meter. - Så i private køkkenhaver er en enkelt række nok, siger Theodor Bølsterli. Han anbefaler, at man sætter dem et sted, hvor der ikke er for meget blæst, for så kan bærerne blive slået i stykker. Man kan plante hindbær i haven fra nu af og indtil november. I september køber man dem typisk i potter, og senere på året køber man dem som barrods-planter. Spalier Har du en solbeskinnet sydvæg, kan det være sjovt at plante et spalier-træ med enten æbler eller pærer. - Jeg har selv en Clara Friss, og den giver dejlige pærer hvert år. Og så får man jo glæde af spalieren i foråret, hvor den blomstrer, siger Theodor Bølsterli. Man køber spalier æble- eller pærer-træer hos planteskolen, hvor de er gjort klar til at plante op ad væggen. Spænd tråd med ca. en halv meters mellemrum ud vandret og bind grenene ud. Der findes specielt opbindingstråd og stifter, der kan bankes ind i muren. Man kan købe færdige sæt, så det er ret let at komme i gang med.- Man kan købe spalier-træer i alle størrelse, men jeg vil nok anbefale, at man køber et spalier træ på halvanden meter til toppen. Det er fornuftigt at starte med - og så er udsigten til frugt ikke alt for langt ude i fremtiden, fastslår Theodor Bølsterli. - Men det er noget, der skal passes. Alle vildskud, der vokser opad, skal klippes af om foråret og gennem hele sommeren. Det er noget man kan arbejde med ad åre, smiler Theodor Bølsterli. Vin Hvis man har et hobby-drivhus, kan man også plante vin nu. Plant den i hjørnet, og træk ranken op og ind i midten af drivhusets tag. Det giver skygge for tomaterne nedenunder, og det er praktisk. Men det kræver, at man klipper dem, for vin sætter en masse skud og skal klippes gennem hele sommeren. - Husk også at klippe en del af vindruerankerne væk, så hver plante højest har 25-30 vinranker. Så får man noget større druer med mere smag, specielt, når de vokser i drivhus. Når vinen har båret frugt - dvs. i vinterhalvåret, skal man klippe vinen helt ind til stammen. God fornøjelse! Theodor Bølsterli giver flere gode råd til haven, her på hjemmesiden.
Gode råd af: Nyheder
Anlægsgartner Heino Vistisen · Skovmøllevej 6, 4700 Næstved · Tel: 5576 1754 · CVR: 16864994
|
| techCMS |