Året nærmer sig imod jul, og nu viser et par stedsegrønne buske, en kristtorn og lidt halm sig som din chance for at forme din egen julekrans. Det er koldt derude, og sneen dækker nok snart jorden i kortere og længere perioder. Småfuglene skal have mad hver eneste dag, og der er stadig rigeligt til dem ude i haven, men de bliver snart afhængige af dit foder. Rådyrene og harerne kan også finde på at kigge ind, men de spiser barken på dine træer og buske.

Tag det roligt og nyd haven i julen

Generelt er december heldigvis en måned, hvor haven klarer sig selv, så du kan roligt fordybe dig i julen. Faktisk er der ikke meget andet at lave end at hente friske grønsager og grene ind. Rucola salaten står stadig frisk derude sammen med persillen, og kristtornen, mistelten og de andre stedsegrønne buske egner sig fint til adventskransen og julekransen. Vinterjasminen og kejserbusken blomstrer smukt uden din hjælp og med lidt held springer forsythiaen også ud omkring jul.

Lys i den mørkeste måned

Efter behag er det dejligt at sætte lys ude i haven i december. Nogen dekorerer hele haven, mens andre helst lader december forblive årets mørkeste måned. I hvert fald bruger dekorationerne en masse strøm, men diodelys bruger mindst. Med et tænd-sluk ur kan du desuden spare strømmen mens du sover og i de lyse dagtimer, hvor ingen ser det, og alligevel har du lys i haven, når du står op, og når du kommer hjem.

Havejul

Haven er en god løsning på, hvad der skal i julegavekalenderen, for blomsterløg, haveredskaber, ophæng til dem og nogle potter, det ligger lige i det rigtige prisleje. Og som julegave kan du ønske dig havebøger og tidsskrifter som inspiration til den haveplan, du vil lave i januar. Der kan du endelig bruge planen over køkkenhavn og hele årets samling af digitale havebilleder.

Nogle planter fryser om rødderne

Når hele kvarteret smider juletræet ud, er det tid at dække de udsatte planter med grangrene. Visse daphne, hebe og rhododendronner er f.eks. tæt på grænsen af, hvad de kan klare, så de har brug for beskyttelse imod vinterens skift imellem frost og tø. Du klipper simpelthen de store grene af træerne og bruger dem til at sikre et passende klima inde omkring planten. Vedbenden bør klippes nu, men ikke meget tæt. En tyk og tæt vedbend kan nemlig rumme en helt hyggelig gråspurvekoloni om sommeren, og de små insektædere mangler normalt steder at bo i en have.

Rådyr og harer afliver de nye træer

Du kan stadig plante buske og træer, hvis jorden ikke er frossen, men beskyt dem imod rådyr og harer, hvis sådan nogle har for vane at kigge ind. De spiser nemlig barken på dine nye træer, når sneen dækker deres naturlige føde, og det slår effektivt træerne ihjel. Redninger er der heldigvis en del af. Du kan sætte et fintmasket hønsenet op omkring det nederste af stammerne, du kan smøre stammerne ind i hjortetakolie.

Den imaginære have

Efter inspirationen fra havebøgerne, efter billederne af din egen have fra hele året og efter alle indtrykkene fra alle kvarterets og vennernes haver fra hele året, er det spædende at komme ud i din egen have. De fleste grene er nøgne, og bedene står næsten tomme. Pludselig er det oplagt, hvor der er plads og hvad der står i vejen, og det er oplagt, hvilke muligheder hele haven rummer. Dine tanker nu er den første grove skitse til næste års haveplan. Resten foregår med papir, blyant, internet og havebøger samt en hel del viskelæder i januar. Og med et par besøg ved en, der kan give dig solide faglige råd ud fra din haveplan og ud fra den plads, den jord og den egn, som er din have.

HavekalenderFå din egen kalender, der viser ting du kan gøre i haven.
BelægningerUndgå generende og grimme alger på dine belægninger.
Nyhedsarkiv
Nyheder
Printvenlig version af siden
Anlægsgartner Heino Vistisen   ·   Skovmøllevej 6, 4700 Næstved   ·   Tel: 5576 1754   ·   CVR: 16864994
techCMS