Nu er haven rigtig flot og terrassedøren kan stå åben hele dagen og integrere planterne i familielivet. Din vigtigste kamp lige nu er imod tørke, ukrudt og insekter, men heldigvis er mange af insekterne smukke sommerfugle, hvis du har de rette blomster i haven.

Dine planter er nemme nu

Hvis det kun var for dine egne planter, kunne du roligt tage på ferie. De skal selvfølgelig vandes, græsset skal slås efter vejret og roserne skal have årets sidste gødning, men de kræver ikke meget lige nu. Det er også en god ide at klippe de tidlige stauder som storkenæb og bjergknopurt ned, for med med lidt held fremtryller det endnu en blomstring. Nu kan du også så stedmorblomster til udplantning, så de blomstrer til næste forår. Det er godt at have billeder af haven liggende, for uden er det svært at huske farverne i bedene til foråret og se, hvor de nye blomster passer bedst ind.

Smukke sommerfugle, irriterende bladlus og nyttige insekter

Sommerfuglebusken og lavendlen blomstrer og trækker sommerfugle til, godt assisteret af merian og timian. Kålsommerfuglens larver lever af kål, så din kål skal nok have et bionet over. Hvis du har grønsager som kinakål, pakchoi og tatsoi, så kan du også bruge bionet der. Det er også årstid for bladlus, men dem kan du imødegå med planter. For svirrefluer og snyltehvepse lever af lusene, samtidig med at de lader sig lokke til af forskellige planter som vild merian, græsk oregano, koriander, persille, dild og mynte. Ellers rydder koldt vand og insektsæbe effektivt ud i lusene.

Hold ukrudtet nede

Årstidens udfordring kommer dog mest fra ukrudtet. Langt det meste ukrudt kan du hurtigt fjerne med skuffejernet og kultivatoren. Det der tager tiden, er det som vokser helt op ad dine planter eller skjuler sig imellem rækkerne, og derfor kræver håndarbejde. Heldigvis er det vigtigst at fjerne de store mængder ukrudt, så resten må vente til du har tid. Det er dog klogt at fange ukrudtet før det sætter frø, og det gør det nu.

Tid for nye stier, en terrasse og måske et drivhus

Mens planterne er i baggrunden og vejret er godt, er det en god idé at lave lidt anlægsarbejde. For når plænen er våd, bliver den hurtigt trådt i stykker, så en sti med fliser på det stykke, hvor I er nød til at gå i al slags vejr, er et stort plus. Desuden kan du udbygge terrassen eller lave en helt ny i det hjørne, som du udså dig som særlig lunt, dengang du planlagde haven i januar. Du kan også bygge et drivhus eller blot et vægdrivhus til at drive frø og planter frem i til næste år.

Æbler, pærer og blommer sidder for tæt

Når frugterne begynder at drysse umodne til jorden i juli, er det ikke en sygdom eller et insektangreb, men simpelthen træets måde at tynde ud i frugten på. I foråret satte frugttræerne en masse blomster for at være sikre på, at have tilstrækkelig med anlæg til frugt. Hvis succesen var for stor, så skiller træerne sig nu af med overskuddet. Men træets mål er mange spirende frø, mens du ønsker store, flotte frugter, så du kan godt være nødt til at tynde yderligere ud i frugten.

Pluk alle bærrene, når de er modne

Nu er der gang i bærbuskene og de søde kirsebær, morellerne er også klar, så det er sæson for tærter, saft og grød. Selvfølgelig er det fristende kun lige at plukke de bær, du skal bruge, men jordbær og hindbær holder ikke ret mange dage. Så mugner de til nogle uindbydende mumier midt i de nye modne frugter. Det er i øvrigt klogt at lægge en dug over bærbuskene, så fuglene holder sig fra dem. Solbærbuskene kan du beskære mens du plukker, for så er det let at se, hvilke af de gamle grene, som ikke bærer så meget frugt mere. Skær dem af nede ved jorden, og sæt dig til at plukke bærerne af dem mageligt henslængt i en stol.

Kompost er nyttigt og let at lave

Kompost laver sig selv, men det er selvfølgelig lettere, hvis man har det rette udstyr. Husholdningsaffaldet bliver lettest til kompost i en lukket beholder, som rotterne ikke kan gå i, men sådan en er typisk for lille til haveaffaldet. Til det er det godt med en ret stor beholder, med plads til mindst en kubikmeter haveaffald. Så kan det nemlig komme op på over 60 grader, hvilket dræber både frø og sygdomme i bunken.
HavekalenderFå din egen kalender, der viser ting du kan gøre i haven.
BelægningerUndgå generende og grimme alger på dine belægninger.
Nyhedsarkiv
Nyheder
Printvenlig version af siden
Anlægsgartner Heino Vistisen   ·   Skovmøllevej 6, 4700 Næstved   ·   Tel: 5576 1754   ·   CVR: 16864994
techCMS