Sankthans kommer med højsommeren, og hækken skal klippes inden den fylder for meget i haven. Græsset er frodigt og kræver alligevel gødning igen, kartoflerne mangler en hypning og gulerodsfluerne sværmer. Husk at nyde haven midt i travlheden - det er det den er til for - og den er bedst lige nu i kuglegrillens, hvidvinens og de lange afteners tid. Hylden blomstrer, så klipper du den tilbage nu, får du rigelig med blomsterklaser, du kan stege i beignet dej og servere med hyldeblomstsaft til.

Klip visne blomster af og få friske

Stauderne og roserne har fået deres plads i haven for at blomstre, så i takt med at blomsterne visner, er det smart at klippe dem af, planterne sætter nye. Ved roserne klipper du de visne blomster af lige over det første veludviklede blad. Roserne mangler i øvrigt nok allerede gødning igen og frugttræerne trænger til fosfat. Løgblomsternes blade står og ligger stadig rundt omkring, men lad dem være til de visner, så løget nedenunder kan samle kræfter til næste år. Men tulipanernes visne blomster, kan du godt klippe af, for så bruger de ikke kræfterne på frø, men gemmer dem til blomster til næste år.

Jordbær og blåbær vokser godt i hele haven

Din jordbærsæson bestemmer du selv. Der er nemlig mange sorter, og nogle giver en masse frugt på en gang, mens andre giver små bær hele sommeren, til nattefrosten stopper dem i efteråret. Planternes krav er også meget forskellige, så du kan både have hele jordbærbede i fuldt sollys og enkelte planter i halvskygge inde i bedene. Børn elsker at lede efter jordbær, så de giver underholdning hele sommeren. Desværre elsker fuglene dem også, så et net er måske en god ide. Blåbær er også nøjsomme og kan give rigtig meget frugt, så sætter du flere sorter rundt omkring, har du også blåbær hele sommeren.

Plant det sidste og tynd ud i rækkerne

Nu vil de sidste og mest varmekrævende planter ud i drivhuset - agurkerne, auberginerne og chilien. De skal plantes, for ellers når de ikke at udvikle sig inden efteråret. Til gengæld varsler kartoflernes blomsterknopper nu, at de tidlige kartofler er ved at være klar. Nu er det også værd at tynde ud i rækkerne af grønsager, og bag på frøposerne står der normalt, hvor tæt planterne skal stå, for at give det bedste resultat. Rødbedeblade koster i øvrigt omkring 100 kr. for et kilo nede i supermarkedet, så de udtyndede planter kan godt gå i salatskålen. Sorten Bull's Blood giver særlig fine blade til salat.

Hold på vandet og vand igennem

I løbet af en normal sommer kommer planterne til at mangle vand, og så bliver kartoflerne små, salaten bitter og jordbærrene knap så saftige. De øvrige planter giver heller ikke deres bedste. Derfor er det godt at underså en del af bedene med jordkløver eller sneglebælg. De små planter bruger ganske vist lidt vand selv, men de reducerer fordampningen fra jorden langt mere. Bliver du alligevel nødt til at vande, så vand igennem, så planterne udvikler rødder dernede, hvor fugten holder længst.

Et jorddække holder på vandet og ukrudtet

Et jorddække gavner din have, for oven i at holde på vandet, så gøder det jorden og generer ukrudtet. Der skal mellem fem og femten centimeter materiale i bunden af bedene. Det kan være kompost, flis eller noget naturgødning. I blomsterbedene, under roserne og i krukkerne kan du vælge det noget mere dekorative dækbark eller cacaoskaller, som er betydeligt flottere.

 

Blomster i krukker skal bruge vand

I krukkerne og baljerne kræver blomsterne vand, så ferien byder på noget af en udfordring. Hvis du ikke har nogen, som kan babysitte dine krukker, så kan du enten sætte en vander med timer til, så blomsterne får vand hver dag, eller du kan give dem bort. Det sidste giver dig oven i købet chancen for at vælge nogle nye efter ferien. Forandring fryder ikke bare på rejsen, men også derhjemme.

 

Der er stadig plads og tid til nye blomster

Hvert år kommer der nye smukke stauder til udplantning her midt på sommeren, og i takt med at forårsstauderne blomstrer af, bliver der plads til nye planter i bedene. For du behøver jo ikke fjerne forårsplanterne for at få plads til de nye. De toårige blomster kan du også så ud nu, så de blomstrer til efteråret. Det er vigtigt at tynde ud i planterne når de er spiret, så de får plads til at udvikle sig, før du planter de udvalgte ud.

 

Fugle, rovmider og bakterier imod fjenderne

Hvis der er gået larver af spindemøl i træerne, så kan du glæde fuglene og dig selv ved at rive hul i spindene med en stiv kost. Så er de serveret. Du kan også vælge at overhælde de angrebne træer med bakterien Bacillus thurigiensis, som så tager sig af larverne. Fuglene hjælper dig imod larveplagen, fordi de har unger i reden, men mange af dem yngler i hækken, så pas på dem når du klipper. Nu er risikoen for spindemider og mellus i drivhuset også overhængende, og de går efter agurkerne og tomaterne. Her kan du klare dig ved at sætte en æske rovmider løs i drivhuset.

HavekalenderFå din egen kalender, der viser ting du kan gøre i haven.
BelægningerUndgå generende og grimme alger på dine belægninger.
Nyhedsarkiv
Nyheder
Printvenlig version af siden
Anlægsgartner Heino Vistisen   ·   Skovmøllevej 6, 4700 Næstved   ·   Tel: 5576 1754   ·   CVR: 16864994
techCMS