Nu har forårssolen sikkert varmet dig og bagt dine havedrømme, så de er klar, nu hvor haven er fuld af forårsblomster. Det er nu, du kan sætte det store fingeraftryk på bedene og plænen. Løgene til sommer- og efterårsblomsterne er klar til at komme i jorden, haven savner frisk gødning. Og bedst af alt, det er nu, du kan beskære roserne, så de bliver rigtig smukke til sommer. Aktiviteten hos dine planters konkurrenter, ukrudtet, er i top, så jorden er klar, og du kan også efterså græsplænen nu.

 

 

Beskæringen gør roserne smukke

Nu efter den sidste nattefrost og før væksten rigtig tager fat i roserne, er det tid til at beskære dem, så de kommer til at passe til din have og så blomsterne tager sig rigtig godt ud. Helt grundlæggende skal alle svage, syge og døde grene væk. Grene med sorte pletter skal også ud, selv om de virker sunde nok, og det samme gælder grene, som er i vejen eller vokser i en retning, du ikke ønsker. På den måde fjerner du sygdomme og grimme grene og i bytte får du friske blade og store blomster, hvor du vil have dem.


 

Form roserne efter sort og art

Det er en god ide, hvis du spørger eller læser lidt om netop dine roser, før du går i gang, for nogle skal klippes helt ned til 10-15 centimeter over jorden, mens andre blot skal skæres lidt tilbage. Når du har formet planterne, trænger de til en god gang gødning, men den skal være uden ret meget kvælstof. På gødningspakken hedder det 'N'. Hvis der tit er sygdomme eller lus i dine roser, så kan du overveje, om haven har den rette jord til roserne. Ellers kan du vælge i mellem at købe ny jord til rosenbedet eller vælge en anden type roser.

 

 

Start løgplanterne nu

Blomster som Dahliaer, Gladiolus, Liljer og andre afskæringsblomster har godt af at komme til spiring nu. Så er de nemlig langt fremme, når du kan sætter dem ud i haven om en måneds tid. Hvis du ikke er en af dem, der graver knolde og løg op om efteråret, så er du en af dem, der har chancen for at vælge nogle af de nye varianter om foråret. Hvert år byder nemlig på nye skønne blomster, som både pryder haven og liver op i din stue.

  

Gør det let med en krukke

Du kan snyde dig fra udplantningen og efterårets opgravning af knolde og løg ved at anskaffe en krukke eller en balje og plante i den. Så sætter du dem i baljen nu, stiller baljen ud når vejret er til det og tager den ind igen til efteråret. Clematis i en krukke med et pilestativ er flot hele sommeren. Den skal bare klippes lidt tilbage, når den første blomstring er overstået, for så starter den forfra.

 

 

 

Køkkenhaven starter nu

Mange grøntsager kan sås og lægges allerede nu, f.eks. radiser og kartofler, men det er klogt at lægge plastic over bedene. Så bliver jorden nemlig hurtigere lun. Når vejret bliver lidt varmere kan du evt. skifte til en fiberdug. I drivhuset kan du plante tomater, agurker og peber ud sidst på måneden, men kommer nattemperaturen under otte grader, så stopper tomaterne væksten. Som svar på det kan du isolere med bobleplast eller flamingoplader omkring planterne. Det er en god ide at så frøene i kasser eller potter først, så de er godt fremme, når du planter dem ud.

 

Foraktiverede frø giver et forspring

Frø i køkkenhaven kan få problemer i den kolde jord. Radiser, majroer og salat skal nok klare den, men med nogle af rodfrugterne er det værd at overveje foraktiverede frø. Den slags frø er behandlet, så deres spiring allerede er i gang, men blot stoppet, mens de ligger i frøposen. Desuden er det de bedste frø, som bliver udvalgt til den proces, så de er hurtigt ude af hullet, når de kommer i jorden, og det giver dem bedre chancer. For dels vokser de fra svampene i jorden og dels overhaler de det konkurrerende ukrudt i bedet.

 

HavekalenderFå din egen kalender, der viser ting du kan gøre i haven.
BelægningerUndgå generende og grimme alger på dine belægninger.
Nyhedsarkiv
Nyheder
Printvenlig version af siden
Anlægsgartner Heino Vistisen   ·   Skovmøllevej 6, 4700 Næstved   ·   Tel: 5576 1754   ·   CVR: 16864994
techCMS